Farmor er død er en samtalebog til børn og voksne om døden
Farmor er død er en billedbog om døden, især for de 3-9 årige og deres voksne.
Døden kan være svær at forstå og forholde sig til - og både fagpersoner såvel som forældre og pårørende kan have svært ved at tale med børn om død og sorg.
Farmor er død er et tidssvarende, nøje gennemtænkt værktøj, som nedbryder barrieren og inviterer til dialog.
Bagsidetekst:
Alle børn stifter på et tidspunkt bekendtskab med døden.
Men hvad sker der egentlig, når man dør?
Hvor kommer man hen bagefter?
Hvilke spørgsmål og følelser kan opstå hos børn, som mister?
Og hvordan taler vi om døden med børn?
Farmor er død er en bog i tre dele: en højtlæsningshistorie,
faktasider i børnehøjde samt tekster til voksne skrevet af henholdsvis
en psykolog og en bedemand. Alle tre dele har det samme formål:
at være en hjælpende hånd til de første skridt ind i den svære samtale,
så død og sorg ikke bliver tabu.
Farmor er død er et tidssvarende, omsorgsfuldt værktøj til forældre,
pårørende, og alle som beskæftiger sig med død, sorg og børn.
“Det er en fin og nænsom bog om et svært emne, som det er vigtigt at snakke igennem med sine børn, når det er aktuelt, og det kan den her bog i høj grad bruges til.
Hovedhistorien er enkel og troværdig, og bogen igennem er der svar på de spørgsmål, som børn kan stille, ligesom det sidste afsnit har mange gode forslag til, hvordan man kan tale om og bearbejde sorgen.
Illustrationerne er rigtigt dejlige med mange fine detaljer og kærlig stemning.”
lektørudtalelse
Ikke blot en sød historie
Farmor er død er tre værktøjer i én bog:
Højtlæsnings-historien om den døde farmor er fortalt fra børneperspektiv og byder på en kortfattet, gennemtænkt tekst og smukke, detaljerige illustrationer som indbyder til snak. Her ser vi både direkte ned i farmors kiste, og møder de mange tanker, spørgsmål og følelser, et barn kan opleve, når de mister, og bliver konfronteret både med døden, forældre i sorg, bedemænd, præster og begravelse.
Faktasiderne i børnehøjde giver svar på både de konkrete og mindre konkrete spørgsmål. Hvad er for eksempel en rustvogn, og hvor kommer man hen, når man dør?
Teksterne for de voksne er skrevet af fagpersoner - henholdsvis psykolog og bedemand - som begge har årelang erfaring med døden, sorg, og børns reaktioner og tanker herom. Teksterne for de voksne skaber forståelse og indblik i børns sorgprocesser, og vigtigst af alt giver de helt konkrete redskaber til, hvordan man starter en dialog om døden med børn.
Farmor er død er 32 sider, gennemillustreret og trykt på tyk papirkvalitet med hardcover.
Hvem kan bruge bogen?
Farmor er død henvender sig til alle, som beskæftiger sig med død, sorg, børn og familier, og er ideel til udlevering.
Fagpersonale
Fagpersonale i social- og sundhedssektoren, på hospital og hospice, psykologer, bedemænd, præster og andre, som i det daglige støder på familier og børn, som mister, og som vil have mulighed for at udlevere et solidt værktøj.
Pædagoger og lærere
Pædagoger i daginstitutioner samt pædagoger og lærere i folkeskolen, som har brug for at skabe et rum for dialog om døden med børn, enten i forbindelse med et dødsfald eller som et emneforløb og generel samtale om, hvad død og sorg er.
Forældre og pårørende
Forældre og pårørende som har behov for en indgangsvinkel til at starte dialogen om at miste op med deres børn, og som har brug for konkrete værktøjer til, hvad man kan sige, gøre og tænke på, når børn mister.
NYHED!
Nu findes der en 10-siders illustreret formidlervejledning om Farmor er død til pædagoger og lærere. Her kan du finde inspiration og forslag til forløb i børnehave og indskoling.
Formålet med forløbet er at børnene udvikler et sprog omkring døden, sorg og tab, så de både selv kan udtrykke disse følelser, når de opstår, samt udvise empati og forståelse når de opstår hos deres kammerater.
Et forløb om døden er selvfølgelig aktuelt, når et barn i børnegruppen har mistet en nærtstående. Men hvorfor vente, til den situation opstår?
Fordi døden er en del af livet, er den altid relevant at tale om.
Formidlervejledningen er GRATIS ved køb af klassesæt på mindst 25 bøger.
Bestil formidlervejledningen her eller ved at skrive til info@signegabriel.dk
Hvem står bag Farmor er død?
Forfatter, illustrator og forlægger Signe Gabriel
Jeg har skrevet og illustreret bøger for børn i over 10 år. Jeg har en bachelor i illustration fra Malmö Universitet og en kandidatgrad i kognitiv semiotik fra Århus Universitet.
Min personlige mission er, at vi ikke blot skal bryde tabuer - vi skal forebygge dem!
Jeg har et dybtfølt ønske om at hjælpe familier med at lære deres børn, at det er okay at tale om døden.
Med tekstbidrag af:
Axelle Armand-Wolff, klinisk psykolog
Jeg er uddannet klinisk psykolog fra Ecole des Psychologues Praticiens i 2003. Siden da har jeg arbejdet med børn og deres familier. Jeg arbejder nu på AUH, hvor jeg er tilknyttet børneafdelingerne.
Karin Balle, bedemand og socialpædagog
Jeg er uddannet socialpædagog og har arbejdet som pædagogisk leder gennem 25 år. Jeg har nu været bedemand i 9 år og er mor til 2 voksne børn.
Anmelder Janni Hessellund Pedersen:
“Det er os forældres fineste opgave, at turde snakke om ‘død’ og ruste vores børn til ‘at miste’. Signe Gabriel formår med bogen Farmor er Død med hendes fine illustrationer og ord at vise hvor helt utrolig smuk døden kan være, og hvordan en sorgprocess kan se ud. FANTASTISK bog og redskab til at få åbnet op for dialogen om et stadig meget tabubelagt emne.”
⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️/5